En julehilsen..

Skitse_Nordfacade set fra havet low_res

Svinkløv 23. december 2017

Kære gæster og venner

Den søde juletid er atter over os og endnu et år lakker mod enden. Det har været et år - som så mange tidligere - med både gode og svære tider. Først og fremmest har det været det første år siden 1925, der ikke har omfattet en sommersæson på Svinkløv Badehotel. Et år hvor mange af vores gæster har måttet finde nye steder at nyde ferier, udflugter og traditioner. Ikke desto mindre har det også været et år, der for alvor har givet anledning til at dykke ned i hvad Svinkløv Badehotel var og er. Vi har brugt rigtig mange timer på at tale om Svinkløv, tænke på Svinkløv og drømme om Svinkløv!

Ud fra alle disse tanker og overvejelser har vi, i tæt samarbejde med Praksis Arkitekter og Fonden, formet Svinkløv 2.0 og resultatet, vi er nået frem til, føles både godt og rigtigt. Vi har bestræbt os på at finde den helt rette balance mellem hyldesten til det smukke og betydningsfulde vi værdsatte så højt og nutidens fortolkning heraf. Ved første øjekast kan bygningen fremstå som en tro kopi af det oprindelige hotel, men når du træder indenfor vil du opleve nænsomme justeringer løbende igennem huset, der er med til at omfavne Svinkløv 2.0 som sin egen og ikke kun efterkommeren af det gamle. Vi tror på, at vores nye helstøbte Svinkløv Badehotel med tiden vil patineres på sin måde i rolig takt med alle de gode mennesker, der færdes i huset.

For os har det været den bedste julegave endelig at kunne dele visualiseringerne af det nye hotel med jer - nu glæder vi os bare til det første spadestik er taget, og byggeriet påbegyndes i det nye år. Så rigtig hjertelig velkommen 2018 - du bliver travl og med garanti fuld af spænding og udfordring, men vi er så klar til dig!

Gid I alle må få en glædelig og magisk jul samt et godt og berigende nytår.

Louise & Kenneth

 


Et år siden branden!

SVINKLOV_44

Svinkløv Badehotel 26. september 2017

Kære gæster

Det er ikke til at forstå, at det allerede er et år siden, vores Svinkløv blev taget fra os på ulykkeligste vis. Det har været et år med mange udsving, til tider uvished og bestemt også prøvelser. Med tiden er alt dette heldigvis vendt til ny positiv målrettethed og glæde over fremtiden for Svinkløv.

Vi har brugt det sidste år sammen med Fonden og Praksis Arkitekter på at genskabe det nye Svinkløv Badehotel på papiret. Vi har tegnet, skitseret, talt og overvejet alt fra kælder til kvist ned til mindste detalje, og gør det fortsat. Om end man skulle tro det, er det ikke en let opgave.

Efterhånden at se det nye hotel rejse sig visuelt på tegnebrættet er og bliver en fantastisk følelse. Vi har alle en brændende lyst til hurtigst muligt at tage det første spadestik og påbegynde byggeriet. Vi har fået landzonetilladelse og godkendelse fra Kystdirektoratet, så det går den rigtige vej. Forhåbentlig er vi klar til at gå i gang med støbe kælderen i begyndelsen af det nye år.

Undervejs har vi truffet svære valg ud fra mange lange overvejelser og opvejninger af plusser og minusser. I et sådan projekt findes der ikke umiddelbart en facitliste til de 'rigtige' og 'forkerte' valg. Det er et spørgsmål om samtale, analyser og mavefornemmelse. Svinkløvs værdisæt og traditioner har naturligvis gennemgående dannet afsæt i de beslutninger, der er truffet.

Vi er endnu ikke helt i mål, hvorfor vi desværre ikke har mulighed for at vise jer noget endnu. Vi er dog ikke langt derfra, og vi arbejder på alle fronter hen imod et færdigt resultat. Indenfor en overskuelig fremtid vil der blive afholdt et pressemøde, hvor planerne for det nye hotel bliver præsenteret. Vi er utrolig spændte på at vise jer, hvad vi har arbejdet med. Vi håber så inderligt, at I igen vil kunne føle jer hjemme hos os og se det nye Svinkløv som jeres store fælles sommerhus - præcis som det var.

Siden november er vi blevet fulgt at DR Århus, der laver en dokumentar af genopbygningen fra start til slut. Der bliver altså, på et senere tidspunkt, mulighed for at få indblik i processen fra den tragiske ende til den nye begyndelse. Vi synes, det er ret unikt for Svinkløvs historie at få genopførelsen dokumenteret og foreviget.

Efterhånden som vi nærmer os et færdigt resultat, vil der løbende blive langt mere at fortælle jer om, og opdateringerne herinde vil følge med jævnere mellemrum.

Vi ønsker jer alle et smukt efterår,

Louise & Kenneth


Svinkløv - fra Packness til Praksis

SvinloevGavl

Svinkløv Badehotel 8. juni 2017

Kære gæster og venner

Fredag den 16. juni starter udstillingen 'Svinkløv - fra Packness til Praksis' på Utzon Center i Aalborg. I udstillingen stilles der skarpt på arbejdet med fornyelse af arkitektur, der er bundet til tradition og håndværk.

Utzon skriver: 'Vi kommer omkring forståelsen mellem sted og arkitektur og ikke mindst forståelsen mellem tradition og fornyelse, når vi arbejder med bevaringsværdige bygninger. Hvad sker der, når en bygning og dens fortælling forsvinder, og vi skal skabe en ny start, der både rummer historien og fremtiden?'

Udstillingen giver altså bl.a. indblik i Ejnar Packness' og Praksis Arkitekters arkitektur gennem tiden, og man vil som publikum få en fornemmelse af Svinkløvstemningen gennem gamle effekter og nye skitser.

I løbet af udstillingsperioden vil Kenneth og Henrik indtage køkkenet på Utzon Centers Restaurant Jørn og lave en 6-retters Svinkløv-middag inspireret af arkitektur, tradition og fornyelse. Datoerne for middagene er den 16. juni, den 8. og 9. juli samt den 4. og 5. august.

Du kan læse mere om udstillingen og Svinkløv-middagene på www.utzoncenter.dk

Louise og Kenneth